Refleksioner fra en sygeplejerskestuderende

Sygeplejerskernes fagblad, Sygeplejersken, udgives af Dansk Sygeplejeråd.
Bladet udkommer 14 gange om året.
Heri finder man fag- og forskningsartikler skrevet af sygeplejersker, samt nyheder og stof til eftertanke inden for faget.
I hvert blad findes artikelserien “Studerende i praksis”, hvor en sygeplejerskestuderende skriver om at stå i situationer, hvor man lærer noget vigtigt af en patient, en pårørende eller en fagperson. Og hey, bliver din historie trygt i bladet kvitteres der med en 500 mand! Se dét er noget mere ærbart end at blive side 9 pige!

På uddannelsen lærer vi at skrive “portfolie”. En ting de fleste aldrig helt kommer til at forstå meningen eller funktionen af. I det korte og lange handler det om at skrive refleksioner, hvilket er noget lærerne og vejlederne er MEGET pjattede med. Det går ud på, at skrive ned hvad man har oplevet, hvad man undrer sig over og hvordan man har handlet i en situation, og alt i mellem. Alt dette for at man kan se tilbage på hvor langt man er kommet og hvad man har lært.  Og det gjorde jeg i dag. Jeg fandt, hvis jeg selv skal sige det, en meget bevægende refleksion skrevet af undertegnede, da jeg var på modul 4.

Sygeplejerskeuddannelsen er modulopbygget og består af 7 semestre, and you guessed it, 14 moduler á 2,5 måneds varighed, + eksaminer på ALLE modulerne. Det er meningen at denne struktur skal følges, så man trin for trin, eller modul for modul, opbygger og udvikler sine kompetencer, i en sådan rækkefølge at det giver mest mening.
Modul 4 handler om grundlæggende klinisk virksomhed, hvor jeg et halvt år inde i uddannelsen blev kastet ud på Onkologisk Afdeling (kræftafdelingen)… Den grundige læser vil tænke “Efter et halvt år?? Men du har jo lige skrevet, at et modul varer 2,5 måned” Og ja ganske rigtigt var det blot efter et halvt år vi skulle i vores første lange praktik. Det var det der med struktur i opbygningen… Vi havde let og elegant sprunget modul 3 over “Somatisk sygdom og lidelse”, som jeg skulle hilse og sige at jeg godt kunne have brugt forinden mit ophold på onkologisk afdeling.

Det resulterede i en, efter 2 måneder i på dødsgangen, (sygeplejerskernes eget nick-name til afdelingen), meget fortvivlet og ked af det 20-årig sygeplejerskestuderende kaldet I.

Min refleksion om dette kommer her:

Døden er en hverdagsting på onkologisk afdeling.
Den kommer snigende hos nogle.
Den er ventet hos de fleste.

Gangen er en dødsgang, hvis du ligger her, skal du dø inden længe.

Hver morgen når jeg går hen mod kælderen, for at klæde om,
ser jeg op mod vinduerne hvor afdelingen har sin daglige gang.
Hvilke stuer har lyset tændt? Er de døde?

Mange af de mennesker jeg har passet på onkologisk afdeling er gået bort.
M, H, F og L er blandt de, som har gjort indtryk på mig, og betydet noget for mig.
Jeg er ikke i tvivl om, at i dette øjeblik er flere af de mennesker som jeg holdte mest af døde,
uden at jeg ved det.
M, H, F og L var alle dejlige mennesker, med dejlige pårørende der udadtil var stærke og håbefulde.
Men indeni er de gået i tusinde stykker.

Alt føles ligegyldigt. Disse mennesker har kræft.
De er dødsdømte. Pludselig mister jeg lysten til alt.
Ting som jeg engang elskede; shoppe, høre musik, være sammen med venner og min kæreste.
Alt kommer til at handle om kræft og elendighed.

Jeg føler mig tom og magtesløs.
For jeg kan intet stille op.
Jeg kan tage en maske på og smile til menneskerne med kræft.
De tager deres maske på og smiler tilbage.
Jeg bliver konstant mindet om de skæbner, jeg bevæger mig omkring dagligt.
Når vennerne spørger hvordan min praktik går, føler jeg at jeg er nødt til at fortælle sandheden.
Og dermed er humøret lagt og alt er lige meget.
Jeg ser kræft overalt.

Jeg tænker ”hvad hvis jeg bliver uhelbredeligt syg”.
Så er det sidste gang jeg har set min yndlingsfilm, sidste gang jeg hører mine yndlingssange.
Sidste gang jeg ser mine kære.
Og jeg ved det, de ved det, for de skal dø og der er ikke noget at gøre.

Jeg har endnu ikke set en død person i mit liv.
Jeg har formodet at undgå det, selvom antallet af døde har været mange her.
Jeg gemmer mig, når jeg ved portøren kommer.
Jeg vil ikke. Kan ikke. Tør ikke.
Det menneske jeg har set, rørt, holdt af og været sammen med er borte, og alt mit arbejde syntes at være ligegyldigt i et øjeblik, selvom jeg godt ved at F og hans kone har nydt, at jeg har holdt dem med selskab og passet F, mens han har været indlagt.

Kræft er en uretfærdig og fej sygdom.
Jeg er vred og ked af det, oftere end jeg plejer, og det går ud over folk omkring mig.
Jeg er vred på verden og på kræft.
Små ting der betyder noget for mig, er ikke vigtige længere.
For kræft slår alt i sten, saks, papir.
Jeg føler næsten at jeg er blevet syg af at være her.
Afdelingen tapper mig for energi og glæde.

Måske jeg har brug for at se bedring hos patienter, måske jeg har brug for at komme tilbage til skolen, måske er det her slet ikke noget for mig.
Jeg er fanget i en masse ubesvarede spørgsmål som kun jeg kan svare på, men det magter jeg ikke.
_______________________________________________________________________

Heldigvis var jeg på klinikophold med min nu bedste veninde, og vi brugte hinanden meget til at snakke om de ting vi oplevede. Hvilket var med til at gøre at jeg kunne gennemføre den praktik. Det var en hård nyser. Smidt ind i virkeligheden, og jeg var dårligt nok ude af fantasien. Efterfølgende snakkede jeg med en lærer på skolen om, at modul 4 klinikophold IKKE burde være på en onkologisk afdelingen, hvilket hun var rørende enig med mig i.
Oplevelsen var hård. Men også utrolig givende, og har været med til at støbe mig som den sygeplejerske jeg er i dag.

I