For mange år siden var sygeplejefaget meget uselvstændigt. Sygeplejersken var i realiteten blot lægens højre hånd. Man kunne forestille sig et scenarie á la “ja Hr. Doktor” “undskyld Hr. Doktor” “det skal jeg nok Hr. Doktor”. Ærlig talt synes jeg, at denne betegnelse som højre hånd er ved at blive en realitet igen.

Fantasien om sygeplejerskegerningen er i hvert fald ikke blevet opfyldt for mit vedkommende.
På ingen måde synes jeg at der er konsensus mellem uddannelsen, arbejdet og virkeligheden.

Vi bliver på skolebænken fyldt med forældet sygeplejeteori og der spares på det vigtige såsom medicinlæring, anatomi og fysiologi og mikrobiologi. Læring om dette er så sparsomt, at når vi som nye sygeplejersker kommer ud på en arbejdsplads aner vi ingenting. Det er lidt ligesom at tage kørekort, uden at have prøvet at køre bil. Hovedfokus på uddannelsen er sygeplejeteori som er dybt forældet og delvist irrelevant.

Vi lærer om tværfagligt arbejde, hvilket er enormt vigtigt. Men vi bliver mødt af læger med monofaglighed og dårlig opdragelse. Er det så medicinstudiet eller sygeplejestudiets skyld? Tja, det er jo ikke en konkurrence, men for at kunne være med skal man altså have en skarpere viden, og den har vi ikke som nye sygeplejersker. Nyrerne siger du? Øh, det ved jeg ikke, men jeg kan lige fortælle dig lidt om Kari Martinsen. Det duer altså ikke.

Niveauet er simpelthen for lavt. Jeg kan huske at jeg på studiet syntes, at det var den nemmeste uddannelse jeg nogensinde havde været med til. Jeg afsluttede gymnasiet med et svimlende dårligt gennemsnit på 5 (efter jeg havde ganget det), og på sygeplejestudiet fik jeg nærmest kun 12 og 10.
Og hvorfor? Fordi jeg ikke blev udfordret med kompliceret og svær viden om organer etc., men skulle høres i den omtalte forældede teori, som man for det meste bare kunne snakke sig ud af og sjusse sig frem til.

Vi må simpelthen have tingene i hænderne. Der er alt for lidt praktik og alt for få tilbud til os. Engang kunne man komme ind på Panum instituttet og deltage i fx obduktioner, men det er en lukket fest nu.

Med den sparsomme viden jeg nu engang synes, at vi bliver fodret med, er det svært at kunne arbejde tværfagligt med læger. De kan lugte frygten, eller uvidenheden, og tager os derfor sjældent med på råd. Man bliver ikke inddraget til stuegang og lægens 5 minutters observationer med patienten er nok, de behøver da ikke os eller alt det dokumentation vi bruger flere timer på at skrive. Heller ej føler jeg, at jeg kan være med i en mere teknisk faglig overvejelse og reflektion for jeg ikke har den fornødne viden til at snakke med.

Jeg føler virkelig at jeg BARE er sygeplejerske, jeg føler mig ikke respekteret, jeg føler mig som lægens højre hånd, jeg føler at det forventes at jeg laver alt lortearbejdet som lægerne finder på at ordinere, så er det jo let nok bare at sidde og skrive rp. dit og rp. dat! Det er bare at være en praktisk gris.

Nu har jeg snart været uddannet i 2 år, og jeg vil bare sige at jeg er LYKKELIG over snart at skulle på barsel, og måske jeg vender tilbage til faget.

Det er et utaknemmeligt arbejde med ingen anerkendelse fra politikernes side. Utaknemmelige vagter på alle døgnet tidspunkter. Overbelægninger, kæmpe arbejdepres, overarbejde. Utaknemmelig løn, det er sku at pisse på hårdtarbejdende mennesker, der ikke ser deres egne for at passe på andres.

Hvis jeg sad med uddannelseskataloget og den viden jeg har i dag, så havde jeg IKKE valgt sygeplejersker og jeg vil ikke anbefale det til nogen før end der sker nogle ændringer. Både på uddannelsesfronten og arbejdsmiljøfronten.

-Sygeplejersken