For mange år siden var sygeplejefaget meget uselvstændigt. Sygeplejersken var i realiteten blot lægens højre hånd. Man kunne forestille sig et scenarie á la “ja Hr. Doktor” “undskyld Hr. Doktor” “det skal jeg nok Hr. Doktor”. Ærlig talt synes jeg, at denne betegnelse som højre hånd er ved at blive en realitet igen.

Fantasien om sygeplejerskegerningen er i hvert fald ikke blevet opfyldt for mit vedkommende.
På ingen måde synes jeg at der er konsensus mellem uddannelsen, arbejdet og virkeligheden.

Vi bliver på skolebænken fyldt med forældet sygeplejeteori og der spares på det vigtige såsom medicinlæring, anatomi og fysiologi og mikrobiologi. Læring om dette er så sparsomt, at når vi som nye sygeplejersker kommer ud på en arbejdsplads aner vi ingenting. Det er lidt ligesom at tage kørekort, uden at have prøvet at køre bil. Hovedfokus på uddannelsen er sygeplejeteori som er dybt forældet og delvist irrelevant.

Vi lærer om tværfagligt arbejde, hvilket er enormt vigtigt. Men vi bliver mødt af læger med monofaglighed og dårlig opdragelse. Er det så medicinstudiet eller sygeplejestudiets skyld? Tja, det er jo ikke en konkurrence, men for at kunne være med skal man altså have en skarpere viden, og den har vi ikke som nye sygeplejersker. Nyrerne siger du? Øh, det ved jeg ikke, men jeg kan lige fortælle dig lidt om Kari Martinsen. Det duer altså ikke.

Niveauet er simpelthen for lavt. Jeg kan huske at jeg på studiet syntes, at det var den nemmeste uddannelse jeg nogensinde havde været med til. Jeg afsluttede gymnasiet med et svimlende dårligt gennemsnit på 5 (efter jeg havde ganget det), og på sygeplejestudiet fik jeg nærmest kun 12 og 10.
Og hvorfor? Fordi jeg ikke blev udfordret med kompliceret og svær viden om organer etc., men skulle høres i den omtalte forældede teori, som man for det meste bare kunne snakke sig ud af og sjusse sig frem til.

Vi må simpelthen have tingene i hænderne. Der er alt for lidt praktik og alt for få tilbud til os. Engang kunne man komme ind på Panum instituttet og deltage i fx obduktioner, men det er en lukket fest nu.

Med den sparsomme viden jeg nu engang synes, at vi bliver fodret med, er det svært at kunne arbejde tværfagligt med læger. De kan lugte frygten, eller uvidenheden, og tager os derfor sjældent med på råd. Man bliver ikke inddraget til stuegang og lægens 5 minutters observationer med patienten er nok, de behøver da ikke os eller alt det dokumentation vi bruger flere timer på at skrive. Heller ej føler jeg, at jeg kan være med i en mere teknisk faglig overvejelse og reflektion for jeg ikke har den fornødne viden til at snakke med.

Jeg føler virkelig at jeg BARE er sygeplejerske, jeg føler mig ikke respekteret, jeg føler mig som lægens højre hånd, jeg føler at det forventes at jeg laver alt lortearbejdet som lægerne finder på at ordinere, så er det jo let nok bare at sidde og skrive rp. dit og rp. dat! Det er bare at være en praktisk gris.

Nu har jeg snart været uddannet i 2 år, og jeg vil bare sige at jeg er LYKKELIG over snart at skulle på barsel, og måske jeg vender tilbage til faget.

Det er et utaknemmeligt arbejde med ingen anerkendelse fra politikernes side. Utaknemmelige vagter på alle døgnet tidspunkter. Overbelægninger, kæmpe arbejdepres, overarbejde. Utaknemmelig løn, det er sku at pisse på hårdtarbejdende mennesker, der ikke ser deres egne for at passe på andres.

Hvis jeg sad med uddannelseskataloget og den viden jeg har i dag, så havde jeg IKKE valgt sygeplejersker og jeg vil ikke anbefale det til nogen før end der sker nogle ændringer. Både på uddannelsesfronten og arbejdsmiljøfronten.

-Sygeplejersken

En længe ventet update herfra. Sygeplejerskelivet og kærlighedslivet har taget fart, der har været nok at se til.

Jeg var så heldig at få mit første job sidste år i juni, inden jeg rent faktisk var uddannet.  Efter noget tids grublen over hvilken vej jeg skulle gå efter min bacheloreksamen, valgte jeg at følge min drøm om at arbejde i psykiatrien.
Modul 8 på sygeplejerskeuddannelsen tager udgangspunkt i psykisk syge patienter/borgere og udsatte grupper, det er et praksis modul med 2 ugers teori forudgående for praktikken. Da jeg startede på uddannelsen, havde jeg egentlig ikke tænkt over at man som sygeplejerske kunne arbejde i psykiatrien, men modul 8 kom til at ligge i min top 5 over yndlingsmoduler, ja det kan man altså godt have! Det var et udfordrende modul på både det personlige og faglige plan. Jeg kan huske at jeg var så frustreret over, at jeg ikke kunne se nogen form for “helbredelse” eller bedring hos min patient, men kom til sidst i min praktik til den konklusion, at der i psykiatrien ikke er den samme syg/rask definition som i somatikken, men at en psykisk sygdom jo er noget men skal lære at leve med.

I psykiatrien bærer man ikke uniform, men har sit eget tøj på, dette på både godt og ondt. Jeg tror det har noget at gøre med, at man ikke vil skabe en for stor distance mellem sundhedspersonalet og patienterne. Arbejdet består af meget tæt relationsarbejde med patienten, og en hvid kittel kan for mange virke skræmmende og intimiderende. Det er rart at kunne have sit eget tøj på, men det gør også at man lidt er privatperson på arbejdet og tager sygeplejerskeidentiteten med hjem, hvis i forstår? Metaforisk set synes jeg det er ekstremt rart at kunne smide min uniform/sygeplejerskeidentitet, klæde mig i civilt, være privatperson og holde fri. At arbejde i psykiatrien er hårde løjer, men jeg udviklede mig meget, og lærte en del ting om mig selv. Efter 8 måneder med frit valg på skohylden, flade vel at mærke, er jeg nu tilbage i somatikken på en akut medicinsk afdeling, og de praktiske sygeplejerske sko måtte findes frem igen!

Sidste sommer lavede jeg et indlæg til jer omhandlende skotendenser hos sygeplejersker, så mon ikke det er på tide med et nyt!
Jeg har fundet 5 par lækre sko og sandaler, som jeg vil dele med jer. Alle de flotte sygeplejerske sko og sandaler er fra webshoppen sygeplejebutikken. På siden findes der massere af sko og sandaler at vælge imellem for sundhedspersonale i alle aldre.

1. A pop of color
Det hitter stadig med sneaks i fede farver, sidste år så jeg mest pastelfarver, men i år skal det være PANG! Disse fede sneaks vejer kun 170 gram pr. sko og har en medium stødabsorbering. Et par gode arbejdssko i en skarp pangfarve.

2. Sandalen
Sidste sommer viste jeg jer pædagog-sandalen, som jeg ikke just er begejstret for. Men der findes altså også smarte sundhedssandaler til kvinder. Jeg er VILD med denne smukke sandal med remme i ægte læder. Sandalen har en biostep bund med kork, der gør skoen dejlig blød at gå på.

3. Træskoen
Et hit fra sidste år som varer ved, men denne gang i flere fine pangfarver med lakoverflade, som også gør den praktisk at rengøre. Træskoen er med tokomponent bund som gør den yderst skridsikker. Findes i flere farver.

4. Sutskoen
Tænk at kunne gå rundt i pyjamas og sutsko en hel dag på arbejde. Det er komfortabelt at være sygeplejerske! Denne sko har en flettet overflade, hvilket gør den let at ånde i, og en sål lavet af EVA som er et skumplastmateriale, der giver en god stødabsorption. Og så vejer hver sko kun 150 gram!

5. Den hvide
Er man til det mere stilede og matchende look, er denne fede sneak noget for dig. Den har en god stødabsorption og er en letvægter med kun 170 gram pr. sko. Den minder mig om Nike’s roshe run model, bare til en bedre pris.

1. 299,- her 2. 599,- her 3. 399,- her 4. 399,- her 5. her

– I

Sko. Min evige last. Sammen med tøj, tasker og make up.
Som sygeplejersker vader man konstant rundt, og især som studerende kan man blive sendt højt og lavt og rundt omkring. Derfor er det super vigtigt, og langt mere okay, at investere i et par nye sko. Der er mange forskellige sko at vælge mellem og en del tendenser der rør sig blandt sygeplejerskerne.
Og her er dem jeg hyppigst har stødt på.

1. Pædagog-sandalen
Måske mest henvendt til den lidt ældre generation (correct me if I’m wrong). Man går helt sikkert mega godt i dem, men kønne er de fandeme ikke.

Til dig der: Ønsker høj komfort og stødabsorbering.
Style den med: Hvide tennissokker.

2. Croccen
Crocs. De var et kæmpe hit omkring 2010. Jeg må indrømme at jeg har det lidt ambivalent med denne her sko. I starten var jeg bare “hell no”! Men så troppede min vejleder på modul 11 pludselig op i et par skrigende pink crocs og jeg elskede dem! Det så super sprødt ud sammen med den hvide uniform.

Til dig der: Kan få det til at fungere…
Please lad være med at style den med: Små plastik “vedhæng” i hullerne.

3. Sporty Spice
Sportskoen henvender sig til alle. Jeg har selv gået med den på modul 6, hjemmesygeplejen, og kan klart anbefale den. Det er skoen der hitter lige nu, og de fleste vælger en Nike model, gerne i en frisk farve.
En ulempe er at hvis du spilder noget lækkert medicin på den, kan de være svære at få rene.

Til dig der: Er med på moden og gerne vil have en komfortabel sko.
Style den med: Den er super med alt!

4. Den fodformede
Birkenstock sandalen. Var et hit i de tidlige 10’ere. Jeg er kæmpe fan. Jeg købte dem på modul 4 og har elsket dem lige siden. Normalt er jeg slet ikke til sandaler, men denne her har omvendt mig. Den kan nemt tørres af hvis man spilder, og hørte endda en sygeplejerske sige at hun har haft puttet dem i vaskemaskinen.

Til dig der: Kan lide komfort, luft til fødderne og en pæn sandal, der faktisk er højeste sommermode 14′.
Style den med: Dit hverdagstøj. Dog  ville jeg have et par til privatbrug og til arbejdsbrug.
Tip: Er i øjeblikket på tilbud i Kvickly til 275. Fås i hvid, sort og sølv – fancy.

5. Træskoen
Umiddelbart har jeg set flest læger i fikse hvide træsko. Nemme at smide og rimelig kedelige. Men i slutningen af mit modul 12 klinikophold sneg der sig en fræk blå sko på de flestes fødder. Man må sige den blå model er en opgraderet version af de hvide, og de er udmærkede at gå i og ikke mindst praktiske.

Til dig der: Er vild med lægernes smag og med på den nyeste skomode.
Style den med: Et par hvide patientstrømper.

Det handler om at prøve sig frem og finde den sko man føler sig bedst tilpas i, og som passer til ens arbejdsgang, og så må de selvfølgelig også gerne være pæne.

Sygeplejerske I

Sygeplejerskernes fagblad, Sygeplejersken, udgives af Dansk Sygeplejeråd.
Bladet udkommer 14 gange om året.
Heri finder man fag- og forskningsartikler skrevet af sygeplejersker, samt nyheder og stof til eftertanke inden for faget.
I hvert blad findes artikelserien “Studerende i praksis”, hvor en sygeplejerskestuderende skriver om at stå i situationer, hvor man lærer noget vigtigt af en patient, en pårørende eller en fagperson. Og hey, bliver din historie trygt i bladet kvitteres der med en 500 mand! Se dét er noget mere ærbart end at blive side 9 pige!

På uddannelsen lærer vi at skrive “portfolie”. En ting de fleste aldrig helt kommer til at forstå meningen eller funktionen af. I det korte og lange handler det om at skrive refleksioner, hvilket er noget lærerne og vejlederne er MEGET pjattede med. Det går ud på, at skrive ned hvad man har oplevet, hvad man undrer sig over og hvordan man har handlet i en situation, og alt i mellem. Alt dette for at man kan se tilbage på hvor langt man er kommet og hvad man har lært.  Og det gjorde jeg i dag. Jeg fandt, hvis jeg selv skal sige det, en meget bevægende refleksion skrevet af undertegnede, da jeg var på modul 4.

Sygeplejerskeuddannelsen er modulopbygget og består af 7 semestre, and you guessed it, 14 moduler á 2,5 måneds varighed, + eksaminer på ALLE modulerne. Det er meningen at denne struktur skal følges, så man trin for trin, eller modul for modul, opbygger og udvikler sine kompetencer, i en sådan rækkefølge at det giver mest mening.
Modul 4 handler om grundlæggende klinisk virksomhed, hvor jeg et halvt år inde i uddannelsen blev kastet ud på Onkologisk Afdeling (kræftafdelingen)… Den grundige læser vil tænke “Efter et halvt år?? Men du har jo lige skrevet, at et modul varer 2,5 måned” Og ja ganske rigtigt var det blot efter et halvt år vi skulle i vores første lange praktik. Det var det der med struktur i opbygningen… Vi havde let og elegant sprunget modul 3 over “Somatisk sygdom og lidelse”, som jeg skulle hilse og sige at jeg godt kunne have brugt forinden mit ophold på onkologisk afdeling.

Det resulterede i en, efter 2 måneder i på dødsgangen, (sygeplejerskernes eget nick-name til afdelingen), meget fortvivlet og ked af det 20-årig sygeplejerskestuderende kaldet I.

Min refleksion om dette kommer her:

Døden er en hverdagsting på onkologisk afdeling.
Den kommer snigende hos nogle.
Den er ventet hos de fleste.

Gangen er en dødsgang, hvis du ligger her, skal du dø inden længe.

Hver morgen når jeg går hen mod kælderen, for at klæde om,
ser jeg op mod vinduerne hvor afdelingen har sin daglige gang.
Hvilke stuer har lyset tændt? Er de døde?

Mange af de mennesker jeg har passet på onkologisk afdeling er gået bort.
M, H, F og L er blandt de, som har gjort indtryk på mig, og betydet noget for mig.
Jeg er ikke i tvivl om, at i dette øjeblik er flere af de mennesker som jeg holdte mest af døde,
uden at jeg ved det.
M, H, F og L var alle dejlige mennesker, med dejlige pårørende der udadtil var stærke og håbefulde.
Men indeni er de gået i tusinde stykker.

Alt føles ligegyldigt. Disse mennesker har kræft.
De er dødsdømte. Pludselig mister jeg lysten til alt.
Ting som jeg engang elskede; shoppe, høre musik, være sammen med venner og min kæreste.
Alt kommer til at handle om kræft og elendighed.

Jeg føler mig tom og magtesløs.
For jeg kan intet stille op.
Jeg kan tage en maske på og smile til menneskerne med kræft.
De tager deres maske på og smiler tilbage.
Jeg bliver konstant mindet om de skæbner, jeg bevæger mig omkring dagligt.
Når vennerne spørger hvordan min praktik går, føler jeg at jeg er nødt til at fortælle sandheden.
Og dermed er humøret lagt og alt er lige meget.
Jeg ser kræft overalt.

Jeg tænker ”hvad hvis jeg bliver uhelbredeligt syg”.
Så er det sidste gang jeg har set min yndlingsfilm, sidste gang jeg hører mine yndlingssange.
Sidste gang jeg ser mine kære.
Og jeg ved det, de ved det, for de skal dø og der er ikke noget at gøre.

Jeg har endnu ikke set en død person i mit liv.
Jeg har formodet at undgå det, selvom antallet af døde har været mange her.
Jeg gemmer mig, når jeg ved portøren kommer.
Jeg vil ikke. Kan ikke. Tør ikke.
Det menneske jeg har set, rørt, holdt af og været sammen med er borte, og alt mit arbejde syntes at være ligegyldigt i et øjeblik, selvom jeg godt ved at F og hans kone har nydt, at jeg har holdt dem med selskab og passet F, mens han har været indlagt.

Kræft er en uretfærdig og fej sygdom.
Jeg er vred og ked af det, oftere end jeg plejer, og det går ud over folk omkring mig.
Jeg er vred på verden og på kræft.
Små ting der betyder noget for mig, er ikke vigtige længere.
For kræft slår alt i sten, saks, papir.
Jeg føler næsten at jeg er blevet syg af at være her.
Afdelingen tapper mig for energi og glæde.

Måske jeg har brug for at se bedring hos patienter, måske jeg har brug for at komme tilbage til skolen, måske er det her slet ikke noget for mig.
Jeg er fanget i en masse ubesvarede spørgsmål som kun jeg kan svare på, men det magter jeg ikke.
_______________________________________________________________________

Heldigvis var jeg på klinikophold med min nu bedste veninde, og vi brugte hinanden meget til at snakke om de ting vi oplevede. Hvilket var med til at gøre at jeg kunne gennemføre den praktik. Det var en hård nyser. Smidt ind i virkeligheden, og jeg var dårligt nok ude af fantasien. Efterfølgende snakkede jeg med en lærer på skolen om, at modul 4 klinikophold IKKE burde være på en onkologisk afdelingen, hvilket hun var rørende enig med mig i.
Oplevelsen var hård. Men også utrolig givende, og har været med til at støbe mig som den sygeplejerske jeg er i dag.

I

Da jeg for 3½ år siden startede min uddannelse på sygeplejerskeskolen i Roskilde, havde jeg aldrig forventet alt det denne uddannelse ville medføre.

Den kølige morgenvind i februar bed mig i kinderne til de blev røde,  mens jeg var på vej op til stationen. Tankerne var mange. Jeg var spændt, forventningsfuld og en smule skeptisk, idet jeg ellers drømte om at blive jordemoder. Den drøm blev dog skudt til jords af det svimlende karaktergennemsnit det krævede/kræver at forløse nye mennesker til denne verden. Bevares, vi kan da godt lege at man nærmest bliver er læge, men klap lige hesten, jordemoder er altså også kun en professionsbachelor…

Dog er jeg nu lykkelig for, at jeg ikke var så interesseret i gymnasiet, (som min mor kunne have tænkt sig), så jeg havde fulgt bedre med, taget det mere seriøst og stræbet efter det høje gennemsnit der kunne have bragt mig på min først antagende drømmeuddannelse.
Men ja, det blive sygeplejerske, og hvor er jeg lykkelig for at skæbnen ville mig det!

Vi skal 3½ år tilbage hvor klassen, som aldrig blev den samme igen (mere herom følger), sad ret op og ned, skriblede noter på blokke, computere eller blot lyttede til lærernes velkommende ord.
Vi fik at vide, hvilket de blev ved med at fortælle os gennem uddannelsen, at denne uddannelse ville ændre os totalt! Ikke blot vores faglige viden, men at vi nærmest ikke ville være de samme mennesker når vi om 3½ år ville stå med vores emblem (sygeplejerskeuddannelsens svar på studenterhuen, men en man må have på for evigt, nå ja lige indtil man melder sig ud af fagforeningen). Ja ja tænkte vi, den er god med jer. De påstod, at de fleste af os ikke ville sidde tilbage med den samme kæreste, nå uddannelsen ville være ved ende, hvilket var en udtalelse jeg skeptisk rynkede på næsen over.
Nu står jeg så her, juni 2014 og er FÆRDIG om lidt. BUM en vildt følelse. Og ja, jeg har ændret mig enormt. Helt og aldeles. Både i form af nyerhvervede faglige kompetencer og viden, og en total makeover af min personlighed.
Sygeplejerskeuddannelsen gav mig noget at kæmpe for. Noget at gå op i! Jeg havde i folkeskolen og gymnasiet påtaget mig rollen som hhv. ”klassens klovn”, ”bycyklen” – tak til alle dem der mobbede mig i 8-9 klasse, holdte mig udenfor, og råbte alskens skældsord efter mig på gangen og ud af vinduerne på skolen, det var prikken over i’et i mine ellers slet ikke forvirrende og svære teenageår, ”ligegladeren” – indtil jeg i 3g blev opmærksom på mit dalende karaktergennemsnit og blev bekymret over, om jeg overhovedet ville stå med huen på i sidste ende.

Alle disse roller kunne jeg lægge fra mig og starte på en frisk på sygeplejerskeuddannelsen. Man kan ikke ændre på pigen, men man kan ændre på andres opfattelse af en, og det gjorde jeg. Mere eller mindre succesfuldt, men det bliver en anden gang. Pointen er at man kan starte forfra! Man kan selv bestemme hvem man vil være, og hvad man vil udstråle. Dine værdier og holdninger skal du stadig have med dig, for hvem gider en wannabe? Ingen… Bevares, jeg går stadig ALT for meget op i mit udseende. Tøj, makeup, sko, tasker, hår! Og det der hører sig til nutidens ungdom boligindretning. VILD UNGDOM at ønske sig musselmalet og Kay Bojsen aben! Til tider spørger jeg mig selv om jeg egentlig ville prioritere et menneskes liv eller om jeg ser brandgodt ud. Hmm…Den overlader jeg til moralen og siger selvfølgelig menneskelivet!!

Men ja, ny begyndelse og jeg ville være stræberen. Jeg ville være den bedste og give den max gas! Skolen interesserede mig pludselig. Jeg skulle ikke bedømmes på om jeg kunne regne cosinus og sinus. ADR! Til helvede med differentialregning!! Nu var det virkeligheden der gjaldt og jeg lærte ting jeg rent faktisk skulle bruge til noget!!

Et tip til alle der går i gymnasiet og ligesom mig ikke gad, ikke orkede og ikke forstod hvorfor jeg skulle bruge det satans matematik til en rygende fis: Nej du skal ikke bruge det du lærer på mat B til en skid i fremtiden! Men du skal bruge det NU til det du gerne vil i fremtiden! Ja drenge/piger og fester er det eneste jeres skingrende gale teenagehjerne har at tænke på lige nu! Men tag et koldt bad og hold den i bukserne – og få lavet den åndssvage danskstil, blækregning, fysikrapport eller hvad læreren måtte chikanere jer med! Ellers kommer man til at sidde bitter, og måske endnu mere forvirret, med “uddannelseskataloget” i hænderne og ikke så meget tænke på hvad man vil, men hvad man kan komme ind på.

Til jer der skulle sidde med kataloget og ikke vide hvilken uddannelse i skal søge d. 5 juli: Jeg kan kun anbefale sygeplejerskeuddannelse til alle jer, PAS PÅ KÆMPE KLICHÉ INCOMING, der gerne vil gøre en forskel for andre. Til alle jer der kan lide at arbejde med mennesker. Men først og fremmest så gør det for din egen skyld, fordi det er det DU vil og det DU drømmer om. Det er pisse sejt at være sygeplejerske!

Og har jeg så stadig den samme kæreste? NEJ! Og det havde måske ikke så meget med uddannelsen at gøre, men mere hans følelse af utilstrækkelighed og manglende evne til at kunne imødekomme mine behov. Men det gjorde mig godt i sidste ende!
Pt. står det stille på den front, hvilket jeg ikke er helt tilfreds med, men det skal nok komme. Det kan jo være jeg får støvet en læge op. Men jeg har egentlig ikke travlt med fyrrerne, jeg skal nemlig være sygeplejerske nu.

I